Illustrator

Rasmus Bregnhøi

Rasmus Bregnhøi, født 1965 i Langerød, er uddannet på Danmarks Designskole og lever nu som maler, forfatter og illustrator.

Siden Rasmus Bregnhøi debuterede som illustrator i 1987 med ARNE KAN IKKE LI’ HESTE, har han skrevet og/eller illustreret mere end 100 billedbøger. Heriblandt bøgerne om BETTY, der er skrevet af Alberte Winding, HEKS, skrevet af Kim Fupz Aakeson og IB-bøgerne, skrevet af Peter Nordahl.

Rasmus Bregnhøi gennem årene vundet flere priser bl.a. Kulturministeriets Illustratorpris og Blixenprisen for børne- og ungdomslitteratur.

Foto: Simon Klein-Knudsen, 2017

Af samme illustrator
  • En som Hedvig er en poetisk og rørende billedbog om at ville gøre det gode i en kompleks verden – og om hvordan muligheden for at gøre en forskel, altid er tilstede, uanset om man er lille eller stor.  Otto vil gerne redde verden.  ’Åh Otto,’ siger hans forældre, ’det kan du ikke helt alene.’  En dag møder han den gamle dame Hedvig og det går op for ham, at mindre måske kan gøre det. Pressen skriver:  »I billedbogen En som Hedvig vil drengen Otto redde verden - men kan man det alene? En ældre dame i opgangen bliver måske Ottos redning - i hvert fald bliver det begyndelsen på et venskab. Billedbogen er varmt og skønt illustreret med sjove detaljer af Rasmus Bregnhøi. Nyd fx dobbeltopslagene af kloden, de 7 skridt, lejligheden set fra oven. En bog der er oplagt til at perspektivere klimasnakken i indskolingen, men tillige en bog om, at venskaber ikke kan sættes på formel.« - Christina Wung-Sung, Bausagerbooks »Bogen er flot illustreret med spændende detaljer og farverige tegninger, og der er et fint sammenspil mellem forfatter og illustrator så tekst og billeder hænger sammen. Bogen lægger op til samtale med barnet om hvilken forskel vi hver især kan gøre for at hjælpe andre.« - Kirstine Louise Grøngaard, Lektør »En som Hedvig er en kærkommen billedbog, der minder os om, at muligheden for at gøre en forskel altid er til stede. Vi kan starte i det små og vende blikket mod vores næste. Dén næste, der måske er en ensom nabo som Hedvig. Alle kan vi hver især bidrage på vores måde i forsøget på at redde verden. Ingen kan ændre alt, men alle kan ændre lidt […] En billedbog der lægger op til mange samtaler om stort og småt. Mest stort.« ***** - Mette Borch Nielsen, Pædagogen

  • Rasmus Bregnhøis tegneserie Rasmus skriver en Nordisk børnebog er en sarkastisk kommentar til den nordiske børnelitteratur. Bregnhøi peger ikke fingre, men opfordrer med sin tegneserie til en dialog om den moderne børnelitteratur. Bregnhøi har illustreret mere end 100 billedbøger og er selv en del af den scene, som han laver sin satire over. Tegneserien kan derfor også læses som en selvkritik. Inspireret af Bregnhøis tegneserie har Høst & Søn i samarbejde med Nordisk Ministerråd inviteret en række fagpersoner til at skrive en kort artikel om den nordiske børnebog set ud fra deres nationalitet og faglige baggrund. Dette med udgangspunkt i Rasmus Bregnhøis tegneserie, i et eller flere af de dilemmaer eller kriterier om man vil, som han opstiller i historien. Det har været målet ikke kun at høre stemmer repræsenterende de nordiske lande, men også at få forskellige faggrupper i spil. Fælles for bidragyderne er, at de i deres hverdag arbejder professionelt med børne- og ungdomslitteratur enten som forsker, bibliotekar, forlagsredaktør, journalist, forfatter eller illustrator. Pressen skriver: »Bidragyderne formår at fastholde grebet om den overordnede tematik og knytte den til det land, de beskriver fra. [S]amlet set giver antologien et godt overblik over, hvad der aktuelt rører sig i nordisk børnelitteratur og samtidig nogle kvalificerede bud på, hvorfor det netop er disse tematikker. « – Martin Blok Hansen, Litteraturmagasinet StandArt

  • Hjertestorm er en grafisk roman til tweens og en selvstændig fortsættelse af den prisbelønnede Pssst! hvor vi følger den nu 14-årige Viola og den lige så gamle Storm, der begge hvirvles rundt i et virvar af følelser og spørgsmål, mens de oplever den første hjertesorg og forelskelse. Hvad er kærlighed for noget? Hvordan opstår den, hvorfor føles den så overvældende, og hvem forelsker man sig egentlig i? Igennem klassisk tegneseriestil, collager, sangtekster og myldrebilleder afdækkes det, hvordan forelskelsen opleves ens og alligevel så forskelligt af drenge og piger. Bogen kan nemlig læses fra begge ender, og mens Katrine Clante viser os kærlighedshistorien fra Violas synsvinkel, leder Rasmus Bregnhøi os igennem den samme historie, sådan som Storm oplever den. Ligesom Pssst! er bogen opstået i et tæt samarbejde mellem forfatter Annette Herzog og illustrator Katrine Clante, som denne gang også har inviteret illustrator Rasmus Bregnhøi med ombord for på den måde at sikre et så ægte og varieret dobbeltperspektiv som muligt. Pressen skriver: »Det er med hjertet i halsen, at man læser dobbeltfortællingen Hjertestorm/Stormhjerte af forfatteren Annette Herzog og tegnerne Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi. Det er en af de allerenkleste historier, man kan fortælle, nemlig to 14-åriges forelskelse i hinanden. Men det er sjældent, at det er gjort med blus på så meget sindsbevægelse [...] For en gangs skyld er der tale om en tegneserie, der ikke bare vil få de voksnes blå stempel som opbyggelig litteratur, men som også vil gøre livet lidt nemmere for børn og unge i en livsfase, hvor selv den store lykke føles som en prøvelse. Dertil kommer, at Hjertestorm/Stormhjerte med sit opfindsomme layout og varierede fortælleeksperimenter formår at forny mediet uden at kompromittere indholdet.« ****** – Kristian Lindberg, Berlingske »Her er en unik mulighed for at læse skønlitteratur på højeste niveau [...] Forelskelsen undersøges videnskabeligt, konkret kropsligt og filosofisk spørgende. Det er oplysende, morsomt og rørende på samme tid.« – Marianne Eskebæk Larsen, Information »Det er ustyrligt godt tænkt at adskille drengen og pigens historie […] Det er en både velfortalt og utrolig informativ udgivelse. En som nærmest burde være obligatorisk læsning for alle de, der er midt i eller på vej ind i puberteten.« – Torben Rølmer Bille, Kulturkapellet »De 2 historiers parallelle liv er genialt.« – Lektør »Halvvejs igennem, så skal man vende bogen om […] en fantastisk præmis, som gjorde mig så nysgerrig og ivrig efter at læse den, da jeg aldrig har prøvet noget magen til. […] Det faktum, at vi har to forskellige illustratorer til hver karakter, får det til virke ret sandfærdigt, så det ikke bare forbliver den samme streg. De matcher hver især deres historie på sin egen måde. Jeg er i hvert fald fan!« – Rikke Simonsen, Flyvmedmig »Hjertevarmt og autentisk […] mødet mellem de to halvdele er helt magisk. Det er en billedbog/graphic novel/læseoplevelse i særklasse.«   – Mette Sofie Kirkedal, Bogoplevelsen »Det handler om forelskelse […] Men det er også mere end det, da der er dagbogsnoter, oplysninger om hjertet og forelskelse, seksualundervisning og historisk vinkel på kærligheden. Jeg synes, den er genial og anbefaler den til alle drenge og piger.« – Hadbjerg Skolebibliotek, Instagram »Det er et genialt fortællekneb at lade Annette Herzogs fortællesprog være gennemgående i begge fortælllingerne, og så lade Katrine Clante illustrere Violas fortælling med et mere poetisk udtryk i både streg og farvevalg end det Rasmus Bregnhøi anvender i Storms fortælling. Han er lidt mere grov og udfarende i både streg og farvevalg. Her er der lidt mere drengerøv over illustrationerne […] Og så lægger bogen op til en labyrintisk læsning – den er rigtig god at bladre i – smålæse  i og undervejs undersøge de enkelte opslag og billedrammer. Noget der vil glæde ikke så læsevante teenagere.«   –  Søren Fanø, Bogbotten »Det RIGTIGT fede ved Hjertestorm er, at den ikke IKKE synes, at 14-åriges følelser er pinlige, alt for simple og noget, der kan gøres grin med. Bogen går ind på hovedpersonernes betingelser og skildrer dem som noget ægte og noget fint […] I Hjertestorm er humoren underspillet og stilfærdig, og det er følelserne, der er i centrum. Violas væg er klistret til med citater om kærligheden, og man husker tydeligt, hvordan en sangtekst eller en sentens i en bog kunne ramme en lige i solar plexus, hvis man følte sig forstået. Igen kan man som voksen krumme sine tæer lidt over nogensinde at have været så nem at ramme, men Herzogs tæer ser ikke ud til at have problemer. Det er virkeligt smukt.« – Michael Lindal Andersen, Nummer 9 - Magasin for tegneserier »Det er næsten for lidt, at jeg var imponeret over denne bog. Jeg var virkelig imponeret! Det var fantastisk at bladre sider og se, hvor skarp og spot-on formidlingen af denne bog var. De utrolige illustrationer støtter fortællingen godt op, og universelle temaer bliver fortalt i øjenhøjde til børn og unge. Det er illustrationer, som er smukke og enkle, men samtidig utrolig dybe. Illustrationerne formår virkelig at indkapsle de forskellige følelser, som er i spil i bogen.« –Eva, Bookeater »Gennem fire billedrammer, alle holdt i samme vinkel, hvor vi bare ser Storm alene på værelset, får Bregnhøi præcist gengivet den kedsomhed og rastløshed, som også er en del af pubertetens væsen. Man kan simpelthen ikke lade være med at falde for ham, Storm. Samme grad af nærhed har Clante til Viola, som falder i staver ved bordet, men farer op som trold af en æske, når lillebror pirker til emnet forelskelse […] Hjertestorm/ Stormhjerte er den perfekte bog til den 10-14 årige læser. Der er en del lettelse at hente, tænker jeg, bare i den påmindelse om, at de andre heller ikke er så sikre, som de ser ud til.« – Mai Misfeldt, ***** Kristeligt Dagblad »Det er imponerende, så fint Anette Herzog kommer ind under huden på sine karakterer […] Og så har hun allieret sig med to kongeniale hoveder, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøj, så man kan visualisere fortællingen, så man lever med og identificerer sig i ét væk. Og bare siger TAK!« – Eiler Jensen, Børn & Bøger »Stormhjerte fungerer nærmest som et unikt indblik i teenagedrengens sind – hvad foregår der egentlig derinde? […] Jeg må anbefale Hjertestorm/Stormhjerte til hver en teenager og ikke mindst deres forældre.« –  Josefine Piihl, Mit Bogskab »Den er afvekslende, underholdende og fantastisk fin med de to køns perspektiver på kærlighed og forelskelse.« –  Bodil Christensen, Nordjyske Stiftstidende

  • Ib Madsen var en helt almindelig dreng. Venlig, fornuftig, kløgtig, med orden i sagerne og med sunde interesser. Måske ikke den kønneste, man kunne tænke sig, men så absolut heller ikke grim. ”Ib skal nok blive til noget,” sagde folk altid. Og han var da også en glad dreng. Der var i hvert fald ingen, som kunne huske nogensinde at have set ham andet. Men det er ikke altid, øjnene ser det, der er lige foran snuden af en. I denne billedbog fortæller teksten en historie, billederne en anden... Illustreret i farver af Rasmus Bregnhøi. Pressen skrev: »Skøn, helstøbt og tankevækkende billedbog, der griber både børn og voksne om hjertet. Må være en af de bedste udgivelser i år, og den bør derfor være at finde på alle børnebiblioteker - store som små. Den bliver i hvert fald at finde hjemme i min datters bogreol.« – Marion Tirsgaard, Lektør »Historien om Ib Madsen er en billedbog, som berører alvorlige emner som mobning, ensomhed og i det hele taget det at se og at blive set af andre mennesker. Derfor vil både børn og voksne få noget ud af bogen og dens fabelagtige illustrationer, hvor der i øvrigt også er indlagt en lille "Find Holger" - eller i dette tilfælde "Find Ib"-udfordring … Bogen vil formentlig kræve en aktiv forælder eller lærer, der kan hjælpe de yngste læsere eller lyttere til at få vakt den eftertanke, som bogen helt sikkert fortjener.« ***** – Louise Landholt, KultuNaut »Mobning er et oplagt emne i børnebøger, men sjældent er det formidlet så smukt som i den medrivende fortælling om Ib Madsen … Den tragiske slutning rummer plads til både fortolkning og seriøse snakke om mobning, og så er de fængslende illustrationer en god grund til at læse historien om Ib Madsen flere gange.« ***** – Simon Staun, Fyns Stiftstidende

  • Interaktiv app med 10 letlæste bøger til de børn, der lige har knækket læsekoden og selv kan begynde at læse lidt sværere ord. Der er historier om skønne Villads fra Valby og skøre, opfindsomme Bo og Jon; om Liva og Mads der insisterer på at være venner, selvom de andre driller; eller om skilsmissepigen, der finder sig til rette i nye familiemønstre. Appen er gratis at downloade og der følger en historie gratis med. I app’en kan barnet: - læse bogen selv - få læst bogen højt - få hjælp til de svære ord ved et enkelt tryk på skærmen - optage og afspille sin egen oplæsning - besvare spørgsmål og se, hvor meget af historien det kan huske. Hent app'en her: itunes.apple.com/dk/app/l-s-selv-1/id638067624  

  • 14årige Pelle er lige flyttet fra København til Vindø. På en gård i Jylland bor den jævnaldrende Sif. Hendes far er ikke blevet økologisk landmand for at gavne miljøet - men fordi der er penge i lortet. De to børns forældre tørner sammen i en stor konflikt om vindmøller. Kampen udarter sig og pludselig handler det ikke kun om vindmøller og fredet jord, men om hele klodens overlevelse. Blæsevejr med miljøet er en sjov og humoristisk klima- og miljøfortælling, der kan bruges som en indføring i miljødebatten i 3.-6. klasse. Uden at give entydige svar lægger den op til brede diskussioner om hvad der er rigtigt og forkert i klimadebatten. Bogen er blevet til i samarbejde med Experimentarium, som har leveret 20 tankevækkende fakta om klima og miljø. Illustreret af Rasmus Bregnhøi 

  • Dengang forfatteren var barn brugte man udtryk som ”en på sinkadusen”, ”ørefigner”, ”kindheste” og andre mærkværdige ord, der lyder sjove, men som de færreste børn i dag kender betydningen af. Derfor kan man bag i denne anderledes billedbog finde diverse ordforklaringer, som Rasmus Bregnhøi har illustreret på sin helt egen hårdtslående måde. En helt og aldeles politisk ukorrekt billedbog for store børn fuld af rå humor og frække knægte og korporlig straf. 

  • Letlæst og herligt fjollet fortælling for begynderlæsere, der gør det sjovt at lære at læse. Bogen handler om to opfindsomme drenge, Bo og Jon, der klæder sig ud og leger helte – ninja, hvis man som Jon har udstyret til det. Hvis ikke, må man finde på noget andet … fx forvandle sig til Super Ko. Med tegninger af Rasmus Bregnhøi. Læs også "Bo bygger en ost". 

  • Letlæst og herligt fjollet fortælling for begynderlæsere om to opfindsomme drenge. I "Bo bygger en ost" udfordrer de to venner hinanden med at bygge alt fra en mobil til en ost. Bo er rigtig dygtig til at bygge, mens det kniber for Jon. Han bliver mere og mere sur, men god igen, da Bo bygger en ost - man kan det? Læs også "Bo leger helt". Med tegninger af Rasmus Bregnhøi. 

Se flere

Cicero er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Høst & Søn er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK


OK

Rosinante er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK

Samleren er en del af forlagshuset Rosinante & Co.

OK